Min makker Henrik og jeg har spillet padel hver tirsdag i snart tre år. Vi har aldrig haft det, man med et moderne ord ville kalde en dyb samtale. Alligevel ved han mere om mig end de fleste. Han kan se på min serv, om ugen har været elendig, og han ved, at når jeg begynder at smashe alt, hvad der kommer over nettet, er det sjældent bolden, jeg er sur på.

Jeg har tænkt en del over, hvorfor den tirsdag fylder så meget. På papiret er det halvanden time med en bold, fire vægge og to mænd i shorts, der burde strække mere ud. Men når den bliver aflyst, kan jeg mærke det på hele ugen. Det er ikke motionen, jeg savner. Min ryg ville nok ligefrem takke for pausen. Det er stedet. Følelsen af at høre til et bestemt sted, på et bestemt tidspunkt, sammen med et bestemt menneske.

Vi taler sammen, bare sidelæns

Kæresten har flere gange spurgt, hvad Henrik og jeg egentlig taler om derude. Svaret er: ingenting og alting. Mellem to dueller kan der falde en sætning som “min far skal til nogle undersøgelser i næste uge”. Den bliver mødt med et “det lyder ikke rart, sig til, hvis jeg skal noget”, og så server vi igen. Det er hele samtalen. Udefra ligner det følelsesmæssig dovenskab. Indefra er det præcis nok.

Jeg har ellers prøvet at gøre det efter bogen. Sidste efterår inviterede jeg en gammel ven på en gåtur, fordi jeg havde læst, at mænd skal blive bedre til at tale sammen. Vi gik fem kilometer og talte om dæktryk. Først da vi bagefter stod i hans indkørsel og kiggede på den halvfærdige carport, kom de ægte emner frem: jobbet, der slider, sønnen, der er startet i skole, faren, der er begyndt at glemme. Konklusionen skrev sig selv. Mænd taler bedst, når vi har noget at kigge på, som ikke er hinanden. En bane, en motor, en carport. Øjenkontakt er åbenbart reserveret til jobsamtaler og skænderier.

Garagen er ikke bare en garage

Svigerfar har haft fast aftenvagt i sin garage i fyrre år. Der bliver ordnet ting derude, som strengt taget ikke trænger til det. Plæneklipperen har fået nyt tændrør tre gange på en sæson og starter fornærmet hver gang. Men garagen er ikke et værksted. Den er en adresse. Naboerne kommer forbi, fordi porten står åben, og en åben garageport er i et parcelhuskvarter det samme som fri-skiltet på en taxa: kom bare.

Jeg tror, mange af os mister den slags steder uden at opdage det. Man flytter, får børn, skifter job, og pludselig består kalenderen af aftaler, der handler om alle andre end en selv. Vennerne er stadig venner, men de er blevet til folk, man skriver “vi må snart ses” til. Og “snart” er som bekendt den mest løgnagtige tidsangivelse i det danske sprog. Jeg har selv et par venskaber, der efterhånden udelukkende består af fødselsdagshilsner og tommelfingre opad.

Klubben som fast holdepunkt

Derfor blev padelklubben en større ting for mig, end jeg havde regnet med. Jeg meldte mig ind for motionens skyld og blev hængende af helt andre grunde. Der er noget beroligende ved et sted, hvor folk kender ens fornavn og ens niveau, og hvor ingen forventer andet, end at man dukker op. Klubhuset lugter af kaffe og gummisko, og der står altid en eller anden ved køleskabet og analyserer en kamp, han tabte i februar.

Vores klub er ikke stor, men den fungerer på den der frivillige, danske måde, hvor tingene bare kører, fordi tre ildsjæle får dem til det. Det nyeste tiltag er en infoskærm i padelklubben, som viser banetider, klubaftener og kommende turneringer, og jeg indrømmer gerne, at den har reddet mig flere gange. Jeg er nemlig typen, der melder sig til ting med stor begejstring og glemmer dem inden aftensmaden.

Klubaftenerne er i øvrigt et kapitel for sig. Man bliver sat på bane med folk, man aldrig selv ville have valgt, og det er netop pointen. Jeg har spillet med en pensioneret elektriker, en gymnasieelev og en mand, der konsekvent kaldte sine fejlslag for taktiske. Efter en time har man et fælles projekt og tre nye bekendtskaber, og ingen har på noget tidspunkt spurgt, hvad man laver til daglig. Det spørgsmål er ellers svært at slippe for til middagsselskaber.

Formanden fortalte mig over en fadøl, at skærmen kører på KlubKlar og selv henter det hele fra klubbens medlemssystem, så ingen frivillig skal sidde søndag aften og taste banetider ind. Den slags lyder kedeligt, lige indtil man husker, at hele foreningslivet står og falder med, hvor meget bøvl de frivillige orker.

Book banen, før livet booker dig

Min opfordring er ikke original, men den er testet på undertegnede: find en fast aften, og forsvar den. Det behøver ikke være padel. Det kan være badminton, en løbeklub, billard eller garagen med porten åben. Det afgørende er gentagelsen. En fast aften kræver nemlig ikke, at nogen tager initiativ, og initiativ er præcis det, travle mænd løber tør for først. Venskaber mellem mænd dør sjældent af konflikter. De dør af aflysninger.

Der er også en gevinst, som ingen fortalte mig om: man bliver en gladere mand at bo sammen med. Kæresten kan angiveligt se på mig onsdag morgen, om jeg fik spillet tirsdag aften. Hun kalder det min servicelampe. Jeg vælger at tage det som en kærlig observation og ikke en fejlmelding.

Henrik og jeg taber i øvrigt stadig til de to pensionister på bane 3. Hver tirsdag, med skiftende undskyldninger. Men vi dukker op, og det er langsomt gået op for mig, at det er selve pointen. Banen og bolden er bare påskuddet. Det, vi i virkeligheden træner, er at høre til.